I sit berømte essay følger Linda Nochlin den tankestrøm, som hendes provokerende spørgsmål afleder. Det bliver til en analyse af de forhold, som historiens kvindelige kunstnere har levet og skabt under, og til en dekonstruktion af myten om Den Store Kunstner, der traditionelt er blevet brugt til at hylde mandlige kunstnere, som med deres medfødte, nærmest overmenneskelige evner skaber Stor Kunst.
Essayet er en klassiker inden for feministisk kunstkritik og har haft en varig indflydelse på både kunsthistorien og kønsstudier.
Det er først, når man virkelig begynder at tænke over implikationerne af spørgsmålet: “Hvorfor har der ikke været nogen store kvindelige kunstnere?” at man indser, i hvor høj grad vores opfattelse af verden har været betinget – og ofte forvrænget – af måden, hvorpå de vigtigste spørgsmål stilles.
Linda Nochlin (1931-2017) var en amerikansk professor i kunsthistorie og feminist.